Classic Audio

v/ Frede Kristensen


Hvad er grunden til at Classic Audio er etableret?
Min passion for Beolab 5000
  Det begyndte i starten af 1960'erne. Jeg blev ansat i Salling Radio i Roslev som lærling.
Det var dengang et rigtigt radioværksted med reparation og salg. Vi arbejdede med rør forstærkere og modtagere og senere - midt i 1960'erne kom de første transistoriserede produkter fra B&O og andre producenter.
Det betyder, jeg lærte at reparere begge teknologier.
Der var to virkelige spændende produkter dengang, som var absolut uopnåelige. Det var B&O rørforstærkeren - HiFi Forstærker 608 - med blå front. Den findes i øvrigt med sort front fra ca. 1960. Der blev kun solgt et par stykker i Salling Radio.
Det andet ..... var i 1967, hvor Beolab 5000 blev lanceret. Det var nok noget af det mest spændende, jeg kunne forestille mig. Et produkt til den pris - 2.350 kr i 1967, det svarer til 18.500 kr i 2011. Tænk en forstærker i det design med en udgangs effekt på 2x60 watt.
At drømmen om at eje netop Beolab 5000 skulle blive til virkelighed var på det tidspunkt helt og aldeles utænkeligt for mit vedkommende.

Beolab 5000 serien er det første B&O produkt designet af Jakob Jensen.
Beolab 5000 serien er B&O's første design med skyder reguleringer eller regnestok.

Efter at have afsluttet en uddannelse i Århus fik jeg et dejligt job på B&O. Jeg fik mulighed for at arbejde midt mellem de fantastiske produkter og i en periode hvor de klassiske produkter blev skabt.
I slutningen af 1970'erne startede netop det, der senere skulle blive til Classic Audio, men det vidste jeg ikke helt på det tidspunkt.
Jeg fik den tanke, at nu skulle jeg finde mit Beolab 5000 anlæg. Jeg kunne se produkterne stå rundt om på B&O's laboratorier og egentlig var der ingen, der længere synes, Beolab 5000 var noget særligt. Det var derfor ikke så vanskeligt at samle produkterne i Beolab systemet i en rigtig god stand. Efter kort tid havde jeg samlet systemet, og jeg satte det i perfekt stand. Det var virkelig opfyldelsen af drømmen fra 1967.

Så gik der nogle år og en tanke begyndte at forme sig.
Hvorfor skulle jeg være den eneste, der havde en drøm om at eje et klassisk produkt ?

Måske kunne det være en ide at se på mulighederne for at finde flere af de rigtige produkter. Naturligvis skulle det først og fremmest være Beolab 5000 serien, der skulle være i centrum.

Konceptet begyndte at tage form.
  • Produktet skal være kosmetisk og teknisk fejlfrit.
  • Kosmetisk er det let at dokumentere resultatet, det kan man simpelthen - se !
  • Teknisk skal der udføres alle nødvendige målinger og test for at vise kvaliteten og et dokument skal vise resultatet.
  • Der skal være en ordentlig brugsanvisning til produktet.
Kort sagt, det skal være en oplevelse at købe et klassisk produkt, der er helt identisk med købet at et nyt produkt eller bedre.
Og så kommer den helt unikke oplevelse, muligheden for at købe drømmeproduktet fra 'dengang'.
Det besluttede jeg mig til, at jeg ville tilbyde konceptet til andre, og Classic Audio blev etableret.

For at blive i stand til at opfylde ovenstående, skulle en hel del ting sættes igang. Jeg begyndte at købe de produkter, jeg opfattede som klassiske, og helt ærligt, det er meget præget af hvilke produkter, jeg i virkeligheden selv synes er produkter, jeg nyder at lytte til, at se på og selvfølgelig -- at renovere.
Classic Audio skulle være et firma for salg af totalt renoverede klassiske produkter efter ovenstående koncept.
Jeg anskaffede alt det nødvendige måle- og testudstyr. Der krævedes og kræves en del udstyr for at kunne måle alt det på en forstærker eller en grammofon, jeg gerne ville gøre mig i stand til. Jeg vil kunne måle alle væsentlige punkter for forstærkere, modtagere, grammofoner, højttalere og båndoptagere. Det var faktisk en ret omfattende opgave.

Alt dette betyder også, at der skal lokaler til. I dag har Classic Audio 'til huse' i dejlige lokaler i en nybygget fløj på 60 m2 af vores hus.
  • Et dejligt værksted kombineret med et lytte og demo rum.
  • En kælder med lager og grovværksted.
Det er simpelthen en fornøjelse at hente en Beolab 5000 - solgt til en kunde eller kunden er kommet med sin egen Beolab - og så starte på at renovere alt i netop denne klassiker. Måle og lytte til kvaliteten før jeg begynder, og derefter se, hvad der virkelig kan opnåes efter, der er skiftet omkring 100 komponenter i Beolab'en. Beolab 5000 repares selvfølgelig først, hvis det er nødvendigt, og derefter begynder udskiftningen af alle de komponenter, der betyder at de oprindelige specifikationer kan opnås igen og den rigtige Beolab 5000 lyd kan nydes. Selvfølgelig over de originale Beovox 5000 og Beovox 2500 Cube højttalere.
Efter mange timers renovering af såvel de elektriske kredsløb i Beolab 5000 og som at renovere kabinettet og kabinet delene ved at bruge de originale kabinet dele fra andre Beolab 5000, står slutresultatet der !

En Beolab 5000,
der spiller fuldstændig som en splinterny og ser ud som den dag den forlod B&O for 40 år siden, det er det hele værd!

Til en totalrenovering bruges godt nok mindst 2 andre Beolab 5000 - undertiden 3, en masse timer, en hel del nye komponenter (mere end 100), lang tid til målinger og lytning til resultatet.
For at opnå det perfekte resultat, vælges der de bedste dele fra flere andre Beolab'er. Der er kabinet dele og andre mekaniske dele, der er helt specielle for Beolab og som selvfølgelig ikke kan købes mere.
For at sikre at Beolab 5000 virkelig også vil spille problemfri i de næste mange år. Jeg har valgt at lade Beolab 5000 stå og køre i en brugertest i min. 500 timer, før den overtages af den forventningsfulde kunde. Det sikrer virkelig at evt. periodiske fejl er fjernet, og jeg kan aflevere et klassisk kvalitetsprodukt.

Jeg har beskrevet, hvordan konceptet er for Beolab 5000. Jeg vil lige nævne, at det er selvfølgelig fuldstændigt det samme koncept, der gennemføres for ethvert klassisk produkt, der bliver totalt renoveret hos Classic Audio.

Og jeg renoverer kun den type produkter, jeg kan lide at lave, og derfor bliver hvert apparat renoveret, som det virkelig er min egen.

De produkter jeg kan lide at renovere ?
Ja, det er altså produkter typisk fra perioden 1965 til 1980 og det er produkter produceret af:
  • Bang & Olufsen
  • Quad
  • Thorens
  • Revox
  • .. og enkelte andre
Det er min passion for de fine klassiske produkter, jeg har prøvet at beskrive.
Frede Kristensen